| 8. juli 1920 skrev sogneprest Erlandsen denne andakten i "Gjerpen Menighetsblad" Retfærdighet
Vi mennesker har saa let for at vise os med maske for ansigtet. (Matth. 5,20-26) Og det trænger ogsaa ind i vort Gudsforhold, skjønt vi vet saa godt, at Gud ser gjennem alle masker og forklædninger ind til hjertets skjulte tanker og raad. Farisæerne laa under for dette. De strævet med en utvortes retfærdighet, en opfyldelse av utvortes bud og forskrifter. De bragte sine ofre, de fastet, holdt bøn og gav almisse. Dette var deres Gudsdyrkelse. Hjertelivet og det som rører seg derinde holdt de utenfor. Men derfor kom de ikke ind i Gudsriket trods alt sit stræv for at opfylde alle bud og paragrafer. For i Gudsforholdet er det først og fremst din personlighet, dit hjerteliv det gjælder - din sjæl med de kræfter og længsler som bor derinde. For Gud gjælder kun det du er, ikke hvad du ser ud til at være eller hvad andre sier om dig. Læg merke til, hvad Jesus sier til den, som kommer med sit offer til Herrens alter. Intet var for den rettroende Israelit saa vigtig som at bringe sit offer til rette tid. Men offergaven maa ligge der - den er uten værd, saalænge ikke hjerteforholdet et i orden. Gaa først hen, forlik dig med din bror. Da først er din offergave behagelig for Gud. Bring dit inderste hjerteliv i den rette skik, først da har din gjerning noget værd. Det er jo det samme Paulus taler om i 1. Kor. 13: "Om jeg taler med menneskers og englers tunger, men ikke har kjærlighet, da er jeg en lydende malm eller en klingende bjelde. Om jeg gir til føde for fattige alt hvad jeg eier, men ikke har kjærlighet, da gavner det mig intet." Men da forstaar vi også, at ved egen kraft naar vi ikke frem. Det gaar til nød an at tvinge seg selv til at se gudfrygtig ut - til en slags utvortes refærdighet, men en kan ikke tvinge seg selv til at bli et nyt menneske - til renhet, kjærlighet i sjælens inderste. Det naar vi først ved det Guddomsunder, som heter gjenfødelse - naar Gud i sin naade tar sig av os og skaper i os det nye liv, den nye kraft og kjærlighet. Det er forskjellen. Den retfærdighet, som skal gi os adgang til Himlenes rike, maa Gud selv faa skape i os. Saa blir veien for den rettfærdige og den uretfærdige den samme: Av naade, ved Guds store undermagt alene kommer vi ind i Himlenes rike.
|